Indtil for kort tid siden manglede jeg,
at se én giftig slange og én art af aber for at have set alle
arterne i vores område. Især spidermonkeys (edderkoppe aber direkte
oversat) var jeg træt af ikke at have set. Det er klart min
ynglingsart af aber. De er fantastisk med deres alt for lange lemmer,
deraf navnet. Fer-de-lance slangen er den mest almindelige af de
bundlevende hugorme men den er godt kamoufleret.
Men den anden aften hvor Elizabeth og
Ruth skulle ud på en VES (visual encouter survey) (Gå rundt om
aftenen/natten og lede efter frøer) ændrede dette sig. Jeg står og
vasker op efter at have sagt farvel til dem 2 minutter tidligere, da
de kommer tilbage, Elizabeth uden sin rygsæk. "hvad så?"
"øhm, der er en Fer-de-lance der blokerer stien, lige op af
trappen. Den har taget min rygsæk!" Jeg droppede hurtigt
opvasken, løb hen for at finde mit jungletøj og lommelygte. På med
min våde bukser og så ellers bare tæer i de også våde
gummistøvler. I min hast glemmer jeg selvfølgelig mit kamera.
Vi løber alle sammen hen til trappen,
der er starten af en af vores stier, og kigger efter slangen, men den
er selvfølgelig væk. "Øv! Typisk..." Elizabeth sniger
sig forsigtigt hen til sin rygsæk men slangen er langt væk. Troede
vi! Vi står og leder efter den med lommelygter rundt omkring i
kradtet men den er ikke til at se. Indtil jeg får øje på halen ½
meter fra hvor Elizabeth nu står. Hun hopper væk i en fart mens jeg
jubler! "YES! Awesome! Wuuuhuu hmm, den er godt nok lille"
En "kun" 1 meter lang giftigt slange få meter fra mig og
jeg brokker mig over størrelsen på den. Ja jeg ved godt det ikke er
en helt normal tankegang.
Den næste dag er Elizabeth og jeg ud
og tjekke vores sommerfuglefælder (jep, sådan nogle har vi!) Da vi
sidder og identificerer de sidste par sommerfugle hører vi et kald
ingen af os havde hørt før. Vi kigger på hinanden, "hmm...
det lød som aber, det er ikke Woollymonkeys, hmm SPIDERS!" "Lad
os finde dem!"
Vi skynder os at blive færdige og går
stille og roligt tilbage mod lejeren, som heldigvis er samme vej som
vi hørte aberne. Vi går langsomt da vi kigger i alle trækronerne
efter bevægelser. Efter cirka 300 meter udbryder Elizabeth "jeg
kan se aber, det er spidermonkeys!" "YEESS!" Først
kan vi se en voksen abe, som ikke just er glad for at se os. Den
rusker i grene over os og, noget så charmerende, forsøger at tisse
på os! Vi bliver stående og den falder hurtigt til ro og sætter
sig til rette lige over os og ellers bare sidder der i 10 min og
stirrer på os.
Alt i alt ser vi 6 stks inklusiv flere
unger som svinger sig rundt i lianerne og kigger nysgerrigt på os.
Den måde de bevæger sig på i træerne
er simpelthen fantastisk. Lige så adrætte som de chimpanser man ser
i zoo. Dette her er foregår så bare midt i junglen med kun to
tilskuere og aberne i deres naturlige terræn. Helt fantastisk
oplevelse! Tag og søg på spidermonkeys på youtube! Der må være
nogle fantastiske videoer.